MALERIER
THE HUG serieS
Honey, I'm Home
91 x 122 cm
Olie på lærred
The Wedding Night
91 x 122 cm
Akryl og Mixed media på lærred
Self Love
76 x 91 cm
Akryl og mixed media på lærred
Billedet er historien om Bruce der blev til Monica og endelig elskede sig selv.
Hjertestarter
86 x 122 cm
Akryl og mixed media på lærred
Dette maleri voksede ud af et øjeblik, jeg fangede på en togstation i Danmark. To mennesker, der finder hinanden igen på en våd og tom perron. De stod og holdt hinanden, uden at sige noget mens regnen stille dryppede, blødt som åndedræt. Intet dramatisk, intet iscenesat - bare genforeningen af to hjerter, der glider tilbage i den samme rytme, som om de aldrig havde været adskilt.
Lost in a Moment
63 x 98 cm
Olie og mixed media på lærred
Goodbye Stranger
76 x 102 cm
Akryl og mixed media på lærred
SOLGT
Him
56 x 82 cm
Akryl og mixed media på lærred
SOLGT
Her
56 x 82 cm
Akryl og mixed media på lærred
SOLGT
Fade Away - Demens
76 x 102 cm
Akryl og mixed media på lærred
Hug-serien blev til i en meget personlig periode i mit liv.
I 2024 besøgte jeg min mor i Danmark, hvor hun led af demens. Hvert besøg føltes som et bittersødt forsøg på at holde fast i noget, der langsomt forsvandt. Hun kunne ikke længere huske mit navn, eller de mange minder vi engang delte. Det føltes som at holde sand i hænderne — uanset hvor hårdt jeg prøvede at holde fast, gled det stille gennem fingrene på mig. I de øjeblikke blev det at give hende et kram en livsline. Et kram var noget ægte, noget fysisk, noget jeg stadig kunne give hende, selv mens så meget andet forsvandt.
Den følelsesmæssige oplevelse, åbnede for større refleksioner over hvad et kram egentlig betyder. Ud over min egen historie er kram et universelt sprog — de kan hele sår, opløse konflikter, markere afsked, genforening, kærlighed og nogle gange også et stille farvel uden ord. Uanset om det er mellem venner, familie eller fremmede, rummer et kram mange nuancer af følelser, fra ømhed til afslutning.
Serien er under udarbejdelse
THE TroPHY SERIES
I en verden, hvor værdi ofte måles i nærhed til magt, skønhed eller berømmelse, er mennesker blevet trofæer – gensidige valideringsobjekter og statussymboler. Denne serie af malerier dykker ned i det subtile, ofte uudtalte behov for at bruge andre til at føle sig set, bekræftet og værdige.
Hvad enten det er bevidst eller ej, drages vi mod de fantastiske mennesker omkring os i håb om, at deres lys kan oplyse vores skygger: en berømt ven, en smuk partner, et vidunderbarn – alt sammen omhyggeligt udvalgt for at løfte vores image.
Hvert maleri fortæller en historie om et liv, der er formet, og sommetider forvrænget, ved at blive placeret på en andens piedestal. Kunstneren inviterer os til at sætte spørgsmålstegn ved de skrøbelige stilladser, vi bygger for at holde vores selvopfattelse oppe, og dens indvirkning på de berørte.
Denne serie er under udarbejdelse.
Trophy no. 1 “Gia”
89 x 127 cm
Akryl og mixed media på lærred
Gias historie:
"Jeg var 26, da jeg mødte ham – charmerende, ældre, vanvittigt velhavende. Han tilbød mig et liv, som de fleste mennesker kun drømmer om: designertøj, privatfly, luksus, alt. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at se pæn ud og blive ved hans side. I starten føltes det som et eventyr. Men nu er jeg 46, og når jeg ser tilbage, føles det mere som en byttehandel. Jeg opgav mine ambitioner, mit potentiale, min stemme – lidt efter lidt. Jeg plejede at drømme om at bygge noget eget op, om at være kendt for mere end bare hvordan jeg så ud. Men jeg fandt mig til rette. Komfortabel i luksusens bløde fælde. Jeg fortryder ikke alt – der var smukke øjeblikke – men nogle gange føles det som om, jeg solgte min sjæl for sikkerhed. Og nu, hvor tiden glider afsted, spekulerer jeg på, hvem jeg kunne have været, hvis jeg havde valgt anderledes. Jeg spekulerer på, om det at blive forgudet nogensinde var mere værd end at blive mig selv."
Trophy no. 2 "Shoot me, I'm famous"
172 x 152 cm
Akryl og mixed media på lærred
Michelles historie:
"Ærligt talt føles det nogle gange som om, jeg bare er en rekvisit i mit eget liv – beundret, fanget, postet – men aldrig rigtig set. Folk vil være i nærheden af mig, så de kan føle sig vigtigere. Men hvorfor? Jeg er ikke vigtig. Det er som om, de prøver at snuppe et stykke af min verden i håb om, at noget af glansen vil smitte af. Og ja, sociale medier har spillet en stor rolle i at komme dertil, hvor jeg er, men det har også forvandlet relationer til noget mærkeligt og transaktionelt. En selfie med mig, eller en kommentar fra min konto, endda et tag ved en eksklusiv begivenhed – pludselig bliver de ting behandlet som trofæer. Folk samler på dem som bevis på status. Og ærligt talt er det udmattende. Ægte forbindelse går tabt i dette rod af performance og image. Nogle gange spekulerer jeg på, om de overhovedet bekymrer sig om mig, eller bare hvad det gør for dem at blive set med mig. Det er svært at se forskel længere."
Trophy no. 3 "Elizabeth"
76 x 102 cm
Olie og blæk på lærred
Elizabeth's historie:
"Da jeg var ung, ville jeg ikke bare have et job – jeg ville have en karriere. Jeg ville bryde glaslofter, gå ind i bestyrelseslokaler, som om jeg hørte til, og bevise, at jeg kunne lede i en mandeverden. Mens mange af mine venner talte om ægteskab og børn, jagtede jeg forfremmelser, arbejdede sent og pressede mig selv hårdere end nogen anden. Til sidst lykkedes det mig – jeg blev administrerende direktør for et stort børsnoteret selskab i en forholdsvis ung alder."
Det var ikke nemt. Jeg måtte kæmpe for hver en smule respekt i rum fulde af mennesker, der tvivlede på mig. Men jeg fortjente den. Og jeg fortjente også min egen respekt.
Der er så meget stolthed i det. Men hvis jeg skal være ærlig, er der også et tab. Jeg fik aldrig børn. Jeg stiftede aldrig min egen familie. Dengang kunne man ikke være begge dele – mor og topleder – uden at give afkald på noget. Jeg valgte karrierestigen. Jeg valgte ambition. Og ja, nogle aftener gør det valg stadig ondt.
Nu, som 60-årig, ser jeg mit liv med stolthed og perspektiv. Jeg tænker på mig selv som en anden slags trofæ – ikke objektiviseret, men fortjent. Jeg håber, at unge kvinder ser på mig og tænker: "Det er muligt." Fordi det er det. Og måske er det min virkelige arv."
Klik på kunsten for information
hvad med os?
Er en serie malerier og skulpturer om det moderne samfunds ødelæggelse af planeten, fortalt gennem øjnene på en fuglefamilie.
